Foto/ Catarina Nedertoft Jessen

Det er hende, der hvisker Kirsten Birgit i øret

Den største forskel på Zissel fra Den Korte Radioavis og Zissel i virkeligheden er, at den virkelige Zissel overhovedet ikke er blank.

I begyndelsen gjorde hun stort set ikke andet end at give Kirsten Birgit ret.

Men nu fylder Zissel mere og mere i Den Korte Radioavis. Hun har lange samtaler med Mikael Bertelsen, er begyndt at mikrodosere og er sågar blevet mistænkt for mord.

Derfor blev vi her på redaktionen nysgerrige: Hvem gemmer sig bag den lyse radiostemme?

Jeg blev sendt over gaden til Radio24syv en torsdag, et par minutter før dagens program gik i luften. Her mødte jeg Zissel Astrid Kjertum-Mohr.

Hun er 23 år og smilende, og jeg når at tænke, at hun er lige præcis, som jeg havde forventet, da hun viser mig ind i producerrummet, der støder op til studiet, hvor Den Korte Radioavis skal sendes.

Hun tager et headset på, og den Zissel, jeg næsten dagligt hører i radioen, har virkelig godt styr på teknikken.

Hun har været med til at lave Den Korte Radioavis siden begyndelsen i 2015. Programmet har vundet hovedprisen ‘Årets Radioprogram’ ved Prix Radio tre år i streg.Foto/ Catarina Nedertoft Jessen

Hun kigger på A4-arket med planen for dagens program, og da Frederik Cilius – som spiller Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm – kommer ind i rummet, er der ingen lys stemme og underdanighed.

”Har du forbindelsen klar,” spørger Frederik Cilius, og Zissel nikker.

”Jeg sætter lige en ringetone på,” siger hun og trykker på nogle knapper.

Jeg læner mig lidt paf tilbage på min stol og betragter hende arbejde.

Mens Frederik Cilius forvrænger sin stemme og bliver til Troels Kløvedal i et telefonrør, sms’er hun med kilder, der skal med i dagens program, og taster telefonnumre ind på en computerskærm, som Kirsten Birgit senere skal ringe op til.

Hun laver tegn til Rasmus Bruun gennem glasset ind til studiet ved siden af, og hun kommer i tanke om en ting, det ville passe Troels Kløvedal-karakteren at sige. Hun skriver sætningen ned med versaler på et papir, og holder det op foran Frederik Cilius.

Han nikker til hende, og kort efter kommer Zissels ord ud af munden på ham.

LÆS OGSÅ: Anne overlevede terror: “Sådan som vi står, vil Barbara dø først, så Amalie og til sidst mig”

Et kilo sølv

Zissel Astrid Kjertum-Mohr var 19 år, da hun begyndte at arbejde på Radio24syv.

Frederik Cilius og Rasmus Bruun manglede en hjælper til sommerprogrammet ‘Antidemokratisk Festival’, og det skulle ikke være hvem som helst. Derfor indrykkede de en annonce i Politiken, hvor de skrev, at deres kommende praktikant ville blive belønnet med et kilo sølv for en måneds arbejde.

Zissel var på det tidspunkt ved at være færdig med den kostskole i Rønde på Djursland, som hun havde forsøgt at tage sin studentereksamen på. Det var svært for hende at gå i gymnasiet, for hun var mere glad for at lave kreative eksperimenter end 12-talsopgaver.

Et halvt år før skolen var forbi, havde hun bestemt sig for ikke at gå op til eksamen, men hun fulgte stadig de fag, hun syntes var spændende. Blandt andet havde hun kinesisk på A-niveau.

Tre mennesker søgte stillingen, men det blev Zissel, som fik den. Under hendes jobsamtale – der blev sendt i radioen – sagde hun “demokratiet er i krise” på kinesisk. Det må have imponeret, for lige siden har hun været ansat i Radio24syvs programafdeling.

LÆS OGSÅ: Superfan: Derfor har vi savnet Kirsten Birgit og co.

”Zissel! Ring til Save the Children International,” råber Kirsten Birgit fra studiet.

”Ja,” svarer hun med en stemme, der er lysere og lidt mere velvillig, end når hendes mikrofon er slukket.

Da Kirsten Birgit taler med en receptionist, hvisker Zissel hende i øret. Nogle af tingene lader Frederik Cilius ikke til at ænse. Andre gange griner radiolytterne af Zissels ord, når de kommer ud af munden på Kirsten Birgit.

”Det er lidt som at være inde i tre mennesker samtidig,” siger hun til mig, da dagens udsendelse er forbi.

LÆS OGSÅ: Jeg trådte ind i et kunstværk og blev bedt om at smide tøjet. Langsomt

’Så kom hun til os’

”Hun kom fra Mols Bjerge,” siger Mikael Bertelsen, da jeg ringer for at høre, hvorfor han og Mads Brügger – de to programchefer på Radio24syv – endte med at fastansætte en 19-årig uden uddannelse.

Det lyder som en bibelsk lignelse, siger jeg til ham.

”Jamen det var det også. Så kom hun til os.”

Han fortæller, at det minder ham om de to programchefers egen karrierevej. Bertelsen har ingen formel uddannelse, og han og Brügger er begge blevet formet journalistisk på DR’s ungdomsafdelinger.

”Vi var lidt sådan nogle hittebørn, der blev placeret uden for DR og tog den derfra. Men det der uskolede findes nærmest ikke mere,” siger han og kommer igen i tanke om Zissel.

”Hun har virkelig evnen til at overskue, hvad der skal til, for at tingene kan flaske sig. I bogstaveligste forstand. For det er hende, der går i arkivskabet.”

Mikael Bertelsen virker virkelig begejstret for sit fund.

”Du kan ofte som chef opleve, at folk har enormt meget brug for at vise dig, hvad de har gjort. Der er Zissel virkelig diskret. Hun er aldrig sådan en, der gør et større væsen ud af, hvad hun har fået ordnet. Omvendt, når hun så henvender sig, er det altid vigtigt. Så handler det om, hvad der bedst for programmet og værterne – hvad der er bedst for radioen.”

Hun bor i Nordvest sammen med sin kæreste, som er i gang med at tage en master i idéhistorie i Skotland.Foto/ Catarina Nedertoft Jessen

I telefonrøret kan jeg høre, at Mikael Bertelsen taler med nogen. Det er Mads Brügger, han har mødt på radioens gange, så før vi får sagt farvel, er røret blevet givet videre.

”Jeg har kun godt at sige om Zissel,” siger Mads Brügger.

”Det, Zissel kan, er ikke noget, man kan lære på en skole eller et universitet. Jeg frygter den dag Zissel bliver headhuntet. Det gør hun givetvis på et tidspunkt, for hun har en meget stor fremtid foran sig.”

”Hun stod her lige pludselig en dag, og så har det været som at sætte et stik i en stikkontakt.”

For to år siden sendte Mikael Bertelsen og Mads Brügger Zissel til Haiti i juleferien for at lave programmet Spørge Jørgen med Jørgen Leth. Første sæson bestod af 20 programmer, hvor Zissel læser lytternes spørgsmål op til Jørgen Leth. Anden sæson blev der sendt 25 programmer, og hun har også lavet en håndfuld fra Rom.

Men hun har også haft fingrene med i flere programmer som producer. Blandt andet Mads Holgers Svanesang, Winthertid, Hipster Glistrup og Meet The Selsings.

Det er Jørgen Leths barnebarn Elva på 13 år, der har fået Zissels telefon til at blinke, hver gang der kommer en mail. ”Det er enormt sejt,” siger Zissel.Foto/ Catarina Nedertoft Jessen

’Som at blive trænet som en hund’

Zissel er knap så storladen som sine chefer, når hun skal fortælle om sig selv.

”Mit job er i virkeligheden bare at have en god kemi med værterne og dem, der skal i studiet. Med Rasmus og Frederik gælder det om, at jeg ved, hvad de har brug for. Jeg kan fornemme, hvad de gerne vil have mindre og mere af. Det er lidt som at blive trænet som en hund.”

At hun har lært kinesisk, gør hun heller ikke et stort nummer ud af.

”Jeg har den fordel, at jeg er ordblind. Så jeg er vant til at godkende formen på ord. Det er det samme, man gør på kinesisk. Så det er ligesom lettere for hjernen at vænne sig til. Har jeg hørt.”

Zissel lærte først at læse, da hun gik i 6. klasse og faldt ned fra et træ. Hun brækkede sit ben og slog sin ryg så voldsomt, at hun var hjemme i et halvt år. Da hun begyndte at kede sig, lærte hendes fars ekskone – som var ordblindelærer – hende at læse. Før det havde hun ikke kunnet skrive sit navn.

Sådan nogle ting ved folk ikke om hende, selv om mange har det ligesom mig og føler, at de kender stemmen i radioen. Men der er forskel på Zissel i virkeligheden og Zissel i Den Korte Radioavis.

”Jeg har for det første ikke noget behov for at blive kendt, ligesom Zissel har. Zissel er nok også lidt mere ung og naiv. Og lidt lettere at køre hen over. Det kan jeg helt klart også selv have i mig, men jeg skruer lidt op for det. Ligesom jeg også er lidt lysere i stemmen, når jeg taler som hende. Zissel er mere piget, har problemer med narko, synes Emma Holten er en so, fordi hun jo er misundelig over opmærksomheden. Hun er i virkeligheden bare en Paradise Hotel-deltager, som tilfældigvis kom til at lave radio.”

Zissel har været kandidat for Enhedslisten, da hun boede i Rønde. Det var mest for at få lovligt fravær i gymnasiet, og hun synes, det er ret uinteressant at tale om i dag, hvor hun ikke længere er politisk aktiv.Foto/ Catarina Nedertoft Jessen

Lidt kendt er Zissel dog allerede.

”Jeg ringede til Lone Kühlmann i går, som jeg skulle line op. Hendes første reaktion var: ’Gud, er det dig, der er Zissel!’ Det er meget sjovt at prøve, at en af de største journalister bliver starstruck over, at jeg ringer hende op. Det samme er sket med Adrian Hughes, som sagde: ’Det er ligesom at blive ringet op af dronning Nefertiti’,” griner hun.

”Jeg forestiller mig, at det er mere ubehageligt for Rasmus Bruun, som spiller noget, der er ekstremt langt fra ham selv. Han kan næsten blive bosset lidt rundt med, fordi folk tænker ‘hvis Kirsten Birgit må, så må jeg også’.”

Bonusinfo: Jørgen Leth er vild med Zissels guldsko, som hun har taget på denne dag, hvor de skal mødes til en frokost. Selv har han kun et par i bronze.

Der er nemlig også nogle træk ved Zissel i radioen, som minder om hende i virkeligheden. Hun bor for eksempel i Nordvest ligesom radiokarakteren, og hun er venner med Speaker Allan.

”Det er lettere at opdigte noget, som man selv har oplevet eller har observeret andre gøre. Ligesom når man fortæller en løgn, så skal man helst holde den tæt på sandheden, for at det er lettere at holde styr på.”

Og det gør hende ikke så meget, når de to Zissel’er bliver rodet sammen.

”Jeg kan godt adskille det selv. Og det kan andre folk også. For jeg kan jo godt tale mig ud af det og forklare, hvad jeg ellers laver. Det er som regel kun de første fem minutter, og så vender samtaler sig over på noget andet. For eksempel om Frederik har paryk på, når vi sender. Det spørger alle om.”

Og har Frederik Cilius så paryk på, tænker du måske.

Det må du spørge Zissel om.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder