Doggystyle anmeldelse
Foto/ DR

Sådan, DR3: Ungdomsserie kildrer lækkert i selvironien som fissehår i næsen

Hvad er forskellen på at være 21 år i København og i Odsherred? Hår på fissen, for at starte et sted.

DR3’s største ungdomsserie til dato, Doggystyle, er én lang ydmygelse for 21-årige Asta. Hun vil jo bare gerne være skuespiller og leve et Insta-værdigt kunstnerliv i KBH, og så gider hendes forældre ikke engang betale hendes husleje. Som om de bare er totalt ligeglade med hende fremtid, altså.

Og så vil hendes filminstruktør-kæreste – eller kæreste er nok så meget sagt, for han synes det med at være kærester er relativt småborgerligt – ikke engang have hende boende. Igen, småborgerligt.

LÆS OGSÅ: Her er de 8 bedste DR serier og programmer, du kan se med det samme

Så hun må fucking flytte hjem til fucking Odsherred. Hvor hendes eneste selskab er skoleveninden Josse med extensions, som går rundt og tror, at det at være negletekniker er en kunstart. Som om.

Og hvor hendes forældre er så onde, at de forlanger, at hun betaler husleje. Og så skulle hun, en kunstner, tage et job nede hos pølse-Finn, eller hvad? Så hellere et kvik-lån.

Og så har hun endda været så storsindet at gå med den lokale, krølhårede og ret søde skraldemand hjem i seng. Når nu hendes kæreste ikke gider at være kærester. Og så får han endda lov til at slikke hendes fisse. Og så siger han sgu: “Jeg er ikke vant til så meget hår.”

LÆS OGSÅ: Vi har spurgt tre sugardaddies hvad de synes om DR’s sugarbabe-program

Og selvom han siger undskyld, og det bare var fordi, at det kildede lidt, så har Asta virkelig fået nok. Af at shave og få små røde knopper; af mænd, der bare møder op med sure boxershorts og hår i røven; af Odsherred; af at blive såret. Og ydmyget.

“Fucking bonderøv,” siger hun med skælven i stemmen, tager sine gode netstrømpebukser og skrider.

Glem SKAM

Doggystyle er den ungdomsserie, som har manglet hos DR.

SKAM viste vejen i 2015, og lige siden har tv-producenter brudt hovedet med at skabe en serie, der talte lige så direkte til Instagram-generationen. Men SKAM er også blevet en kolos, som står i vejen for andre serier. En tårnhøj målestok, som alle andre ungdomsserier holdes op imod. For hvordan gentager man en succes uden at kopiere originalen?

De norske serier Blank og Lovleg har lidt under sammenligningen. Ligesom den amerikanske version af SKAM.

LÆS OGSÅ: Journalisten, der fik vurderet sine kønslæber på tv: Jeg blev nødt til at bruge mig selv

Asta i Doggystyle er en blond, pageklippet pige, som ved, hvad hun mener, særligt om mænd. Og om, hvad der er god smag.

Det er næsten fysisk umuligt ikke at sammenligne hende med Noora fra SKAM. 

Og sådan kan man hurtigt få det med resten af serien, som charmerer med en lignende, uforlegen provo-humor og replikker, der faktisk lyder, som om de kommer ud af munden på et ungt menneske.

LÆS OGSÅ: Manden bag FixMinOpgave: ”Jeg synes ikke, det er ulovligt. Og min mening er vigtigst”

Ligesom SKAM er Doggystyle skabt af et hold unge talenter. Idékvinden og manuskriptforfatteren Anna Emma Haudal, der selv er vokset op som ung, kreativ type i Odsherred, er 30 år. Cirka samme alder, som da Julie Andem opfandt SKAM.

Man kunne sagtens hive målestokken frem og begynde at tælle centimeter, men nu er det nok.

Doggystyle er for god en serie til at stå i skyggen. Faktisk er den så god, at man lynhurtigt glemmer alt om Noora.

Kunsten ikke at tage sig selv alvorligt

Doggystyle er befolket af mennesker fyldt med fejl, som man med det samme holder af.

Astas forældre er gode, som dagen er lang. Faktisk lige på kanten af at være curlingforældre. Men når faren med stolthed i stemmen proklamerer, at hans nye kaffemaskine altså også kan lave cortado (se min pige, far er sørme også med på storbynoderne), så forstår man næsten, hvorfor Asta behandler dem, som kunne de begge castes til Max Pinlig.

Det gør lidt av i selverkendelsen at se. For hånden på hjertet, alle i 20’erne, der er tvunget til at bo hjemme hos de gamle i mere end en weekend, forvandler sig til børnehavebørn i trodsalderen.

LÆS OGSÅ: DR3-serien Jomfruernes klub er så overraskende, at man skammer sig

Provins-baben Josse spilles med overbevisende no bullshit-attitude af Josephine Park. Samspillet mellem hende og Asta tager tykt og troværdigt pis på fordommene mellem storbysnuder og Mokai-duller, fra begge sider.

De viser sig hurtigt at krakelere og afsløre helt andre nuancer, men også svære hemmeligheder.

Men seriens hjerte og puls er Rosemarie Mosbæk som Asta, hvis ansigt og krop på et splitsekund kan forvandle sig fra øretæveindbydende curling-barn til nøgen ensomhed. Bag al trodsigheden er hun desperat for bare at finde en retning. Rosemarie Mosbæk står på ingen måde i skyggen af talenterne fra Hartvig Nissen – hvis vi altså ikke var holdt op med at sammenligne.

Uden hende ville serien aldrig være lykkedes med det, som vi virkelig har manglet i Danmark. En ungdomsserie, som gør det muligt for generationen af præstationspressede unge ikke at tage sig selv, fremtiden og Insta-feeded så skide alvorligt. Måske endda at grine af det hele.

Doggystyle kan ses på DR TV, hvor de første to afsnit ligger klar.

luk
Vis flere nyheder