Jesse pinkman film
Foto/ AMC

Nu kender vi hovedpersonen i den kommende Breaking Bad film

Onsdag fik vi årets bedste julegave: Der kommer en Breaking Bad film. Det var dog småt med detaljer om, hvad den skal handle om. Vi kom med vores bud, baseret på de få detaljer der var ude: Det bliver ikke en Breaking Bad film, men snarere en Jesse Pinkman film.

Det ser ud, som om vi får ret. Ifølge Slash Films kilder skal den kommende film handle om Jesse Pinkmans strabadser, efter han i finalesæsonen endelig slap fri fra de neo-nazier, der har holdt ham som slave.

LÆS OGSÅ: Nostalgi, bitch: Aaron Paul opdager, at Bryan Cranston har boet i meth-camperen fra Breaking Bad

Den første melding om filmen lød helt enkelt sådan her: Den “følger en kidnappet mands flugt og hans rejse mod frihed.”

Fans gættede hurtigt på, at den kidnappede mand måtte være Jesse, som i seriens sidste minutter trådte speederen i bund og startede sin flugt.

Fortsætter, hvor serien slap

Ifølge Slash Film fortsætter den kommende spillefilm, hvor serien slap. Den vil følge Jesses forsøg på at slippe væk fra Albuquerque, hvor han blev holdt fanget og tvunget til at producere Walter Whites berømte blå meth.

Hvis filmen til dels skal optages i Albuquerque, giver det pludselig mening, hvorfor The Albuquerque Journal af alle medier i går kunne berette, at filmens foreløbige titel er Greenbriar.

LÆS OGSÅ: Bryan Cranston er ikke i tvivl om, hvilken ’Breaking Bad’-scene der rørte ham mest

Det vides endnu ikke, om filmen skal udkomme i biograferne eller på en streaming-tjeneste. Men det bliver serieskaberen Vince Gilligan selv, som skal skrive manuskriptet. Det vides endnu ikke, om han selv skal instruere. Optagelserne går efter planen allerede i gang i midten af denne måned.

Allerede da serien sluttede, udtalte Vince Gilligan sig om, hvad der mon skete med Jesse efter seriens åbne slutning.

LÆS OGSÅ: Bryan Cranston fortæller om det hjerteskærende Breaking Bad-øjeblik, som slet ikke var planlagt

“Min personlige følelse er, at han slap væk. Men det mest sandsynlige, så negativt som det lyder, er, at de finder hans fingeraftryk overalt i det laboratorie, og at de finder ham inden for en dag eller en uge eller en måned. Og han vil stadig være på krogen for mordene på to agenter,” sagde Vince Glligan dengang til GQ og fortsatte:

“Men ja, selvom det er det mest sandsynlige resultat, så ser jeg det sådan, at han slap væk til Alaska, skiftede navn og fik et nyt liv. Det ønsker du for den dreng. Han fortjener det.”

Det er så sandt, som det er sagt. Hvor har han fortjent det efter alt, hvad han er blevet udsat for af Walter White. Især den scene, som Bryan Cranston har peget på som den allerhårdeste at lave. 

Det lyder allerede som en hel spillefilm. Bare sæt i gang, Vince, vi glæder os.

luk
Vis flere nyheder