House of Cards sæson 6 anmeldelse
Foto/ David Giesbrecht/Netflix

Anmelderne er enige: House of Cards har en “latterlig slutning”

Nu blev det endelig Claires tur i sjette og sidste sæson af House of Cards. Men kun, fordi Frank Underwood-stjernen Kevin Spacey blev fyret sidste år efter talrige anklager om overgreb og sexchikane. En skandale, som hans kvindelige medspiller Robin Wright langt om længe har kommenteret. Men jobskiftet i Det Hvide Hus er gået helt galt, hvis man skal tro Indiewires House of Cards sæson 6 anmeldelse:

House of Cards har en latterlig slutning, der ikke løser noget,” skriver Indiewire og fortsætter:

“Netflix’ fakkelbærer-serie går ud med masser af røg, men ingen ild. Det er en diset, tom slutning, som rejser spørgsmålet: Hvorfor overhovedet lave den?”

LÆS OGSÅ: Her er de 10 bedste sexscener på film nogensinde

Den her gør ondt på alle, der har fulgt den bedste politiske spændingsserie i verden fra et brag af en start til – hvad end, den her finalesæson kan kaldes.

Vi bliver nødt til at snakke om Kevin

House of Cards har fulgt kongresmedlemmet Frank Underwood og hans kone Claire i deres magtliderlige stræben efter pladsen i Det Ovale Kontor over seks sæsoner. Undervejs har de taget alle midler i brug – korruption, blackmail, digital spionage og sågar mord. I sæson 6 er Frank Underwood pludselig død, og meget af sæsonen går med at finde ud af, hvordan det præcist er sket.

Sæsonen lider fra starten under et “Kevin Spacey-formet hul”, mener The Telegraph:

LÆS OGSÅ: Claire Underwood-skuespiller åbner munden om Kevin Spacey-skandalen: “Jeg kendte ikke manden”

“Spaceys opførsel uden for skærmen var retfærdigt dømt forkastelig, og det er svært at se en vej tilbage for skuespilleren. Ikke desto mindre var Frank Underwood det mest interessante ved House of Cards,” skriver The Telegraph i en 3-stjernet House of Cards sæson 6 anmeldelse.

The Guardian kritiserer manuskriptforfatterne, “som ikke rigtig ved, hvem deres nye hovedperson er:”

“(Robin) Wright er så majestætisk værdig, at hun bliver ligeglad og reagerer passivt over for afpresning og forræderi,” skriver The Guardian i en 2-stjernet House of Cards sæson 6 anmeldelse og slutter: “House of Card’s er fri for den mand, som blev en giftig tilstedeværelse, men den forfærdelige sandhed er, at uden ham er den svag.”

LÆS OGSÅ: SKÆRMS interview med Ridley Scott: Jeg var virkelig irriteret på Kevin Spacey

Vox’ anmelder er endnu mere skuffet i en 2 1/2-stjernet anmeldelse. Serien har simpelthen “gemt det værste til sidst”.

Problemet er ifølge Vox, at serien forsøger at opbygge nye konflikter for Claire, blot for hver gang at skifte fokus til manden, der ikke er der, og spørge: Hvad ville Frank gøre?

“Jeg kan ikke forestille mig at være fan af serien, at glæde mig til den sjette og sidste sæson, at se sæson fems opbygning til den sjette og sidste sæson og så sætte mig ned og få … det her,” skriver Vox.

Ikke så ringe endda

Heller ikke de danske anmeldere kan finde begejstringen fra de første sæsoner frem igen.

“Netflix’ tidligere stolte flagskib House of Cards synker til bunds tynget af håbløst forudsigelige plots, grelle kønspolitiske selvmål og en stivfrossen Lady Macbeth,” skriver Soundvenue og kvitterer med 2 stjerner.

LÆS OGSÅ: Kan mænd som Weinstein og Spacey forbedres? Vi har spurgt en ekspert

Men Filmmagasinet Ekko sniger sig op på 3 stjerner og er slet ikke så skuffet over finalen endda:

“Slutningen er værd at vente på. Trods flere løse ender sættes der, trods alt, et værdigt punktum for en fiktionsserie, der i de seneste år har haft vanskeligt ved at hamle op med virkelighedens føljeton om Donald Trumps korthus.”

Hvis du er en skuffet fan efter sæson 6, så sig ordentligt farvel til en fænomenal serie med de 8 største øjeblikke, som vi har samlet her.

luk
Vis flere nyheder