Mike Flanagan film
Foto/ Netflix

The Haunting of Hill House kan alt, hvad en gyser-serie skal kunne – og så noget mere

Et dunkelt, faldefærdigt hus. En aflåst dør, som ingen har nøglen til. Urovækkende lyde i natten. Dyr, som pludselig dør uforklarligt. Mystiske skikkelser, som kun børn kan se ved sengetid, og som er væk, når far og mor tjekker. Men som vrider deres sorte mund af led i umenneskelige skrig, så snart de voksne kigger væk.

Vi har set den slags tricks i den ene gyser efter den anden, og vi får hele paraden igen i Netflix’ store halloween-serie, The Haunting of Hill House. 

LÆS OGSÅ: Ny Stephen King gyserfilm på vej: Første trailer gør os alvorligt bange

Når man ikke får lange løg af at se det hele igen, er det fordi, The Haunting of Hill House også kan nogle tricks, som kun de bedste gysere har regnet ud. For eksempel, at uhyggen ikke blot afhænger spøgelserne, men af de levende mennesker.

Kvinden med den brækkede hals

The Haunting of Hill House på Netflix er serieversionen af Shirley Jacksons populære horror-roman af samme navn, som også blev til film i både 1963 og 1999.

Men Mike Flanagan, der både har skrevet og instrueret, har fundet sin egen opfindsomme måde at genfortælle historien om familien Crain, som bor i USA’s mest berømte hjemsøgte hus.

Nu er det videnskabeligt bevist: Her er den mest uhyggelige film i 2018

Han introducerer os for de fem Crain-søskende som voksne, hvor de på hver sin måde lider under traumerne fra de få måneder, de tilbragte i det skrækindjagende Hill House som børn. Der skete ting dengang, som de stadig ikke helt forstår. Men som endte i et tragisk tab for familien.

Shirley er den ansvarlige ældre søster, som agerer mor for sine voksne søskende og krampagtigt prøver at kompensere for fortidens chokerende oplevelser med døden i jobbet som bedemand.

LÆS OGSÅ: Det første foto af Pennywise i IT 2 er ude, og det er episk

Theo er familiens lesbiske too-cool-to-care provocateur. Og Steven er den knivskarpe storebror, der er blevet skeptisk og kynisk af barndommens uforklarlige oplevelser, som han slår plat på i en spøgelsesroman “baseret på virkelige hændelser”, der til familiens fortrydelse er blevet en bestseller.

Men de yngste tvillinger Luke og Nell er hårdest ramt. Luke er blevet narkoman, mens Nell lider af søvnlammelse og invaliderende mareridt. Og da Nell igen begynder at se “Kvinden med den brækkede hals”, der hjemsøgte hende som barn, tvinges hele familien til at se fortidens rædsler i øjnene.

Jump scares der går lige i pulsåren

Et af de fascinerende tricks, The Haunting of Hill House kan, er at forbinde fortid og nutid ved mindernes kraft. Hver gang en af de fem søskende ser, hører eller dufter noget, som minder dem om barndommen, hopper vi tilbage til Hill House.

Her begynder børnenes mor at miste sig selv i, hvad der først ligner en migræne, men senere glider over i en psykisk lidelse. Eller noget endnu mere dunkelt.

Reklame for gyserfilm chokerer seere – nu er den blevet forbudt

Hvert afsnit vælger en af de fem søskende som hovedperson. Og selvom man deler barndomsminder, viser serien elegant, at man ikke nødvendigvis husker det samme. Selvom nogle scener vender tilbage flere gange, er de aldrig helt ens.

Børneskuespillerne lever let op til det høje niveau hos den voksne Crain-familie. Og det er især i scenerne fra barndommen, at The Haunting of Hill House demonstrerer gys af den gamle skole.

LÆS OGSÅ: Her er de bedste gyserserier på Netflix

Der er så tilpas langt mellem jump scares, at man glemmer at være på vagt. Og når de kommer, går de lige i pulsåren. Som da Shirleys kælekillinger pludselig dør og ligger klar til at blive begravet i en smukt dekoreret æske. Indtil de pludselig rører på sig.

Virkelighedens spøgelser

Men ligesom øjet spotter flere og flere gengangere bag halvt lukkede døre, kan man langsomt ane konturerne af det familiedrama, som gemmer sig under gyserserien.

Det er ikke jump scares, man husker, men hjerteskærende scener som den, hvor Steven kommer hjem og finder sin stofafhængige bror Luke i færd med at stjæle sin iPad og spejlreflekskamera.

LÆS OGSÅ: Den nye trailer til Slender Man er her – og det langlemmede væsen er skrækindjagende

Og det er ikke for at spotte det næste gespenst, man bliver hængende, men fordi hvert medlem af Crain-familien er et menneske, man har lyst til at følge i endnu et afsnit. Og fordi man hele vejen kan fornemme, at det overjordiske mysterium er uløseligt forbundet med jordnære menneskelige oplevelser som skyld, sorg og savn.

“Spøgelser er ikke andet, end hvad vi gerne vil se,” siger skeptikeren Steven. “Et spøgelse er et ønske.”

The Haunting of Hill House forstår spøgelser bedre end de fleste gysere. Både hvordan de spejler mørket i os selv, men heldigvis også, hvordan de skræmmer livet godt og grundigt af os.

luk
Vis flere nyheder