Deltag i Den store bagedyst
Foto/ DR

Trin for trin: Sådan kommer du med i Den store bagedyst

Den store bagedyst er en kagekonkurrence, men man skal kunne mere end at bage kage for at komme med.

“Det er ikke et program, hvor vi skal ansætte 10 konditorer,” siger Tina Bremer, som caster deltagerne for DR. Det er hende, som sammen med programmets tilrettelæggere vælger, hvilke danskere der skal kæmpe om mesterbagertitlen. Og det har ansøgerne til programmet regnet ud:

“Efter de første sæsoner sagde folk: ‘Nu har vi gennemskuet jer, det handler slet ikke om, hvordan vi er til at bage. Det handler om, hvem vi som mennesker!’ Og der siger jeg så bare: ‘Ja, det gør det!’

“Det er ikke dem, der laver de bedste kager, der kommer med.”

Det ultimative ‘Den store bagedyst’ drukspil til weekenden

Men hvem er så den perfekte Bagedyst-deltager? Det er faktisk ikke så let at sætte på opskrift. Det kan sagtens være én, som ender på listen over de grimmeste kager i Bagedystens historie. 

Man skal dog være en “god kammerat” og “godt selskab”:

“Jeg vil have mennesker med, som seerne kan komme til at holde af. Og det gør man ikke, hvis de ikke er klar på at give noget dem selv. Det betyder ikke, at du skal fortælle om, at du har været i et voldeligt forhold eller har en diagnose. Men du skal kunne åbne op.”

Og man skal møde rigtig mange danskere for at finde 10 af den slags.

LÆS OGSÅ: Spottede du det her i Bagedysten? Deltager gemte hemmeligt budskab i kage

Trin 1: Giv de rigtige svar

En aspirerende Mesterbager skal igennem mange udfordringer for at nå til bageteltet.

Første skridt er at skrive en ansøgning og udfylde en formular på DR’s hjemmeside. Her skal man svare på spørgsmål, både om sine bage-skills og sit personlige liv. For eksempel: Har du nogen fritidsinteresser? Og hvilke drømme har du for fremtiden?

DR tager imod ansøgninger hele året.

“Allerede nu begynder jeg at læse ansøgninger til næste år, og så caster jeg til januar.”

LÆS OGSÅ: Marianne fra Bagedysten forklarer salt-fadæse: “Som at falde ned fra 5-metervippen”

Trin 2: Vær dig selv i spotlight

Næste skridt er gruppecastingen.

Hver dag i en uge inviterer Tina Bremer 40 ansøgere til casting. Mandag, tirsdag, onsdag i København, og så fredag, lørdag, søndag i Aarhus. Her skal ansøgerne medbringe et stykke bagværk, som viser, hvad de kan, og hvem de er. Kagen skal de præsentere for casteren og de andre ansøgere.

“Der er altid kage tilbage, så de kommer altid ned fra P3 og får en bid. Også vejrværterne, især Christian Cherry,” siger  Tina Bremer.

I første runde smager casteren slet ikke på kagerne.

Vi har fundet landets sjoveste (og groveste) bagedyst-tråd på Facebook

“Så er der nogen, der siger: ‘Så kan de jo bare være gået ned til bageren og købe en kage!’ Men så snyder de kun sig selv, for vi skal nok opdage det senere.”

I stedet holder Tina Bremer skarpt øje med ansøgernes personlighed på scenen.

“Mange synes ikke, det er spor rart at stå deroppe. Og hvis du er ved at dø af skræk over bare at åbne munden, så kan man slet ikke rumme at være med i sådan et program. Andre tror, at de skal gå op og være et festfyrværkeri, selvom de ikke er det. Og så kan jeg heller ikke bruge dem. Man skal kunne være sig selv.”

Men kagerne i sig selv kan også sige en del om deltagernes personlighed:

“Micki havde lavet flødeboller i en cigaræske, der var hans fars. Og så står den her store fyr med det glade, runde ansigt, og præsenterer det og får næsten tårer i øjnene. Så skiller man sig ud.”

Savner du også Bagedysten? Så har Netflix lavet det ultimative bageprogram

Trin 3: Åbn op om det svære

Herefter bliver de mest lovende kandidater kaldt ind til en personlig samtale. Det er her, Tina Bremer for første gang smager på ansøgernes kager.

“Vi spiser rigtig meget kage til castingerne. Rigtig mange dårlige mousser.”

Det er også her, at hun forsøger at komme så tæt ind på ansøgerne som muligt. Hun skal kende til de svære ting i deres liv, så hun kan passe på dem, hvis de skal på nationalt tv.

“Hvis jeg har fornemmet en sårbarhed, så spørger jeg direkte ind til det. Det er en lettelse for folk at åbne op om, at de måske har noget sygdom i familien, de er måske ved at blive skilt, eller er blevet mobbet meget som barn.”

LÆS OGSÅ: Her er alle de tidligere par fra Gift ved første blik i dag: Baby og kold luft

Trin 4: Bag under pres

Nu er deltagerne nået til den sidste, afgørende udfordring. De 20-22 bedste går videre til slutcasting. Her bliver de lukket ind i bageteltet i Jylland, hvor de i to hold skal gennemføre en Bagedyst-udfordring som dem, der venter i Den store bagedyst. Det er nu, deres bagetalenter for alvor bliver afgørende.

De møder deres første dommer. Denne sæson var det Katrine Foged Thomsen, som observerede, hvor stærke deltagerne var i disciplinen lagkage.

Men hvem de er som mennesker, spiller altså en stor og ret afgørende rolle i valget af de endelige 10 deltagere.

“Så begynder man at lave en sammensætning. Som jeg plejer at sige: Jeg kan sagtens finde 10 lyshårede CBS-piger, som alle sammen kan præstere sublimt fra day one. Men vi vil jo gerne have noget forskellighed og nogen, der udvikler sig.”

Selvom flere og flere mænd er begyndt at stille op til Den store bagedyst, er der stadigvæk en overvægt af kvindelige ansøgere.

“Men hvis en mand først melder sig, så er der god chance for, at hans niveau er højt. Mænd melder sig simpelthen ikke til et bageprogram, hvis de ikke kan finde ud af det.”

Trin 5: Pas ind i gruppen

Tina Bremer kigger efter nogen, som seeren kan spejle sig i:

“Jeg har fokus på det almindelige. Er Marianne for eksempel almindelig? Nej da, men der er rigtig mange, der kan genkende sig selv i hende.”

Er det tilfældigt, at der næsten altid er en-to deltagere med anden etnisk baggrund?

“For 10 år siden ville det nok være sådan, at det ville DR forvente. Men i dag behøver jeg slet ikke have det som en rettetråd, for det kommer af sig selv”

“Sidste sæson havde jeg det faktisk sådan, at jeg blev nødt til at sige, det er for multi, det her. Men vi havde bare taget de bedste videre.”

Det kommer også af sig selv, at der ofte er homoseksuelle mænd med i Den store bagedyst.

“Selvfølgelig er de der, for det at bage kage er noget visuelt, og det er der mange homoseksuelle, der synes, er fantastisk,” fortæller hun. “Tidligere var det jo sådan med DR: ‘Vi kan i hvert fald kun have én homoseksuel med i et program.’ I dag er det ikke et issue – vi tager de bedste med.”

Tina Bremer understreger, at hun ikke caster sine deltagere, så de passer ned i forudbestemte kategorier. Men sammensætningen skal være helt rigtig. Der skal være “lidt forskellig alder, lidt forskellig køn og lidt forskellige jobs”.

Mange Bagedyst-veteraner har ansøgt flere gange. Hun vil dog ikke ud med hvem:

“I skulle bare vide, hvem af jeres darlings jeg har mødt mange gange til casting!”

luk
Vis flere nyheder