The Rain anmeldelse
Banden i 'The Rain' fra venstre: Jessica Dinage, Alba August, Lucas Lynggaard Tønnesen, Mikkel Boe Følsgaard, Sonny Lindberg, Lukas Løkken, Angela Bundalovic. Foto/ Presse

Her er de 3 bedste og 3 værste ting ved Netflix’ første danske serie

Nu skal Netflix lære hele verden at tale dansk.

Netflix har lavet sin første danske serie, som kan ses i 190 lande.  Netflix er så mægtig, at streaming-tjenesten kan satse på en genre, der ellers har været for dyr, for smal og for geeky til Danmark.

The Rain er en ægte sci-fi-serie. Men idéen er helt analog: Hvad hvis regnen var giftig?

En mystisk virus inficerer regnen og udrydder stort set hele Danmarks befolkning.

LÆS OGSÅ: Glem Star Wars: Her er den vigtigste sci-fi-film nogensinde

En videnskabsmand kan måske løse gåden, men først barrikaderer han sine børn, storesøster Simone og lillebror Rasmus, i en sikker bunker. Der venter de i seks år.

Da Simone og Rasmus endelig vover at åbne døren, finder de et postapokalyptisk Danmark, hvor hver eneste vandpyt eller byge kan dræbe.

Og de få mennesker, der er tilbage, er klar til at dræbe for et stykke brød. Simone og Rasmus skal pludselig overleve i en ’The Walking Dead’-situation, hvor fjenden ikke bare er zombier, men deres medmennesker.

Vi har set de første 3 tre afsnit af The Rain og adskilt skidt og kanel. Her er en anmeldelse af The Rain:

Det bedste

Danmark er creepy

Netflix ved, hvordan man laver genreserier. Og hvordan man får dem til at ligne en million.

Det kan ses.

The Rain er et rædselsunivers, som ikke står tilbage for ’The Walking Dead’s midwest.

LÆS OGSÅ: The Walking Dead stinker men jeg ser det alligevel. Hvad sker der?

Gaderne ligger øde i hovedstaden, en bus ligger tippet om på siden foran Tivoli. Planter gror ud af bussens vinduer, for der har den ligget i seks år.

Alt ligner sig selv, dog helt forandret, takket være de troværdige effekter.

Umenneskelige mennesker

Det er svært at se det danske islæt i The Rain, skriver det amerikanske medie Hollywood Reporters anmelder.

Men det er ikke svært at få øje på, når man er dansk. Ikke kun i Københavns skyline, men også i de værdier, som serien udfordrer.

Vi er verdens lykkeligste og hyggeligste land, vi er stolte af vores velfærd, og vi har hjerterum til at behandle andre godt. Sådan ser vi os selv.

LÆS OGSÅ: Her er listen over verdens mest ekstreme fangrupper

Men hvor overskudsagtigt humane er vi egentlig, når systemet ikke længere er der til at gribe os? Når man ikke længere kan gå ned på kommunen og få sit daglige brød?

The Rain fører tankeeksperimentet ud i livet. Og pludselig opfører danskerne sig mere som dyr end mennesker. Selvindsigt er sundt.

Regnen

Apropos dansk. Hvad kunne være mere dansk end gennemtræls gråvejr med udsigt til byger?

Netflix har gjort det mest røvsyge i dette kongerige til en suspense-motor, der aldrig går død.

Én dråbe regn er nok til at dræbe. Og i The Rain sidder man med kronisk nervøse trækninger, fordi skyerne ser lidt mørke ud i horisonten. Hvem har brug for demogorgons, når man har støvregn?

Så simpelt. Så poetisk.

Det værste

The Survivor Club

De unge overlevende er inspireret af ’The Breakfast Club’, siger producer Christian Portalivo til Soundvenue.

Simone og Rasmus er begge renhjertede, troskyldige helte af den gamle skole.

Og da de møder en gruppe unge overlevende, sidder alle highscool-rollerne i skabet:

LÆS OGSÅ: Skuespiller om dansk sci-fi: København under vand er et realistisk scenarie

Der er nørden, den pæne pige, den karismatiske badboy, den handlekraftige leder og den mystiske, lidt farlige pige.

’The Breakfast Club’ samlede de tykkeste stereotyper netop for at bryde dem ned. Men tre afsnit inde i The Rain har stereotyperne ikke rykket sig mange tommer. Og hvis de har, er det i en forudsigelig retning.

Julekalender-replikker

Skuespillet lever desværre ikke op til effekternes Netflix-luksus.

Alba August, der spiller storesøsteren, er undtagelsen, der hviler i sig selv foran kameraet. Men ligesom alle de andre kæmper hun sig igennem nogle højstemte og overforklarende replikker, som selv Mikkel Boe Følsgaard – vidunderdrengen, der aldrig nogensinde spiller dårligt – er ved at kløjes i.

Vi er blevet forkælet med skuespil af høj karat i DR’s søndagsserier. Her er vi nede på julekalender-niveau.

Regnen

Ja, det er en fed idé, at regnen er giftig.

Men hvor får Simone og Rasmus det rene vand fra, som de drikker? Og hvorfor tager de ikke de vandtætte sikkerhedsdragter med, der hænger i bunkeren, og som kunne redde deres liv?

LÆS OGSÅ: Hvad nu, Netflix? Planen efter Kevin Spacey-skandalen

Spørgsmålene hober sig op. De udvikler sig til pytter af plothuller, hvis ikke der kommer nogle svar i seriens senere afsnit.

Og tilbage til regnen: Er det særlige ved den danske regn ikke netop, at man aldrig kan regne ud, hvornår den kommer?

Det er svært at tro på, at de mennesker har overlevet seks år i Danmark uden at blive overrasket af et dryp i hovedbunden. For os sker det cirka en gang om ugen.

Alle afsnit af ’The Rain’ kan ses på Netflix fra 4. maj.

luk
Vis flere nyheder