Modelfoto. Foto/ Eric Ward/Unsplash

28-årige ‘Nanna’: Sådan snød jeg systemet, imens jeg var på dagpenge

Nanna fortæller her sine hemmeligheder om, hvordan hun snyder med virksomhedspraktik og jobansøgninger.

28-årige ‘Nanna’ har snydt dagpengesystemet.

Hun har løjet om, hvor mange job hun søger hver uge. Og så har hun lavet en falsk kontrakt om at hun har været i virksomhedspraktik – en såkaldt ‘proformakontrakt’ – selv om hun aldrig har arbejdet i virksomheden.

Men egentlig har Nanna ikke kun gjort det for at nasse på systemet.

Efter hun havde afleveret sit speciale i 2017, følte hun sig nemlig stresset og udkørt. Hun havde bare brug for at få noget luft.

“Jeg kom på dagpenge, for et eller andet skal man jo leve af. Men efter blot en måned blev jeg tvunget i aktivering og skulle derfor finde et sted at komme i virksomhedspraktik,” siger Nanna.

Jobcentrene elsker at sende dig i praktik – men virker det overhovedet?

Det er der som sådan ikke noget underligt i.

Når du er på dagpenge, bliver du efter et stykke tid bedt om at finde et sted, du kan tage i virksomhedspraktik. Det er ligesom en del af systemet. Normalt er det dog først efter tre måneder, det sker. Nanna blev altså sat i gang med det før mange andre.

Tanken bag virksomhedspraktik er, at den skal hjælpe ledige med at styrke deres muligheder for at få et job.

“Men det var med en uges varsel. Jeg kunne på ingen måde nå at finde et sted, jeg rent faktisk var motiveret for at være i virksomhedspraktik,” siger Nanna.

Derfor lavede Nanna en aftale med en af sine venner, som havde en virksomhed.

Anne blev lovet to job, da hun var i praktik – men virksomhederne snød hende

“Systemet er simpelthen for ufleksibelt”

Vennen skrev til kommunen, at Nanna ville være i praktik hos dem i otte uger. Men Nanna mødte aldrig op i virksomheden, hvor hun ellers ifølge reglerne skulle være 37 timer om ugen og arbejde.

“Jeg var ikke klar til at komme ud på en arbejdsplads. Jeg var virkelig stresset efter at have skrevet speciale. Jeg havde også brug for at finde ud af, hvad jeg rent faktisk ville med mit liv. Hvilke jobs, der var noget for mig, og hvad der ville gøre mig glad,” siger hun.

Det er ikke til at sige, hvor mange der laver proformakontrakter for at slippe for dagpengesystemet.

I en rundspørge lavet af FORMAT svarer fire ud af landets fem største kommuner nej til, at der bliver indgået falske kontrakter. Kun Esbjerg Kommune svarer, at de kender til problemet.

Det er ulovligt at lave proformakontrakter. Derfor har kommunerne meget lille chance for at finde ud af, hvor udbredt det rent faktisk er.

Nanna bor selv i Københavns Kommune. Her svarer kommunen, at de ikke har oplevet falske kontrakter. Men Nannas historier er et eksempel på, at det sker, selvom kommunen ikke kender til det.

Her er de allerfedeste råd til at få et job ud af din praktik

I det hele taget mener Nanna, at dagpengesystemet er alt for rigidt.

At jobcentre og a-kasser kun ser tal i stedet for mennesker. For eksempel forstår hun ikke, hvorfor ingen spurgte hende, hvad hun rent faktisk gerne ville, da hun var blevet færdiguddannet.

Nanna havde allerede et cv med masser af praktisk erfaring – hun synes, jobcenteret overså at kigge på på hendes reelle kompetencer og bare sendte hende i virksomhedspraktik, fordi de skulle.

“Jeg følte kun, at de så mig som en humanist. Og vi er i statistikkerne svære at få i job, så jeg skulle bare så hurtigt som muligt i praktik, uden at det gav mening. Systemet er simpelthen for ufleksibelt,” siger hun.

Var aldrig bange for, de ville opdage hende

Selv om Nanna var i virksomhedspraktik, skulle hun dog stadig søge to job om ugen – sådan er dagpengereglerne.

Men det gjorde Nanna ikke. I stedet krydsede hun bare felterne af inde på a-kassen og jobcentrets hjemmeside, så det så ud som om, at hun havde søgt to stilinger.

“Jeg var aldrig bekymret for, om de ville opdage, at jeg løj. De har jo slet ikke ressourcer til at tjekke det,” siger hun.

25-årige Stephanie: Jeg bliver tvunget til at søge job, jeg ikke vil have

“Og jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, at jeg bare har nasset på systemet. Men du bliver også udnyttet, når du er i virksomhedspraktik. Du får ikke en krone fra virksomheden, selvom du arbejder fuldtid.”

Efter nogle måneder på dagpenge – og efter at have brugt noget tid på at efteruddanne sig – er Nanna dog klar til at komme i arbejde.

Hun er ikke længere stresset og forvirret.

Og nu vil hun faktisk vildt gerne i virksomhedspraktik, fordi hun nu har tid til at finde et sted, der giver mening. Efter sin pause, er hun nu også blevet meget mere motiveret for at finde et job og søger de to job, hun skal om ugen.

Den motivation tror hun dog ikke, hun havde fået, hvis ikke hun havde snydt med virksomhedspraktikken.

“Det var klart det, jeg havde brug for på det tidspunkt,” siger hun. 

Vi spurgte tre unge, hvordan de fik et fedt job ud af at være i praktik

Nanna er et opdigtet navn. Nanna har ønsket at være anonym, fordi det er ulovligt at snyde dagpengesystemet, og fordi hun ville risikere at skulle betale mange tusinde kroner tilbage, hvis det blev opdaget, at hun havde snydt. Hendes sande identitet er redaktionen bekendt.

FORMAT har efterspurgt en kommentar fra Københavns Kommune. De har ikke kunnet nå at vende tilbage inden deadline.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder